Vi bruger cookies for at forbedre og tilpasse dit besøg på vores website. Gennem brug af denne website godkender du brugen af cookies
Læs mere om cookies

Hvad risikerer din hund
ved rejser?

Tal med din dyrlæge om forebyggelse af disse risici:

Hundegalskab/ rabies

Findes i de fleste lande i Sydeuropa, og er særdeles udbredt i visse dele af det gamle Østeuropa, Rusland, Indien og Asien. Hundegalskab er dødelig for hunden, og en smittet hund kan også inficere mennesker. WSAVA (The World Small Animal Veterinary Association) anbefaler, at hunden vaccineres første gang med 1 års interval og siden med 3-årige intervaller. Overholdes datoerne for revaccination ikke nøje, kan hunden ikke tages med over grænsen, så tjek altid i passet, hvornår hundens rabiesvaccination udløber.

Tropisk hjerteorm

Overføres af myg i Sydeuropa. Hvis hunden smittes, samles de voksne orm i hunden hjerte, hvilket med tiden betyder, at hjertet ikke kan arbejde ordenligt, og at hunden nemt kan få livstruende blodpropper. En infektion med tropisk hjerteorm er næsten umulig at behandle, hvis først hunden er blevet smittet. Derfor er forebyggelse alfa og omega. Forebyggelse sker bedst ved dels at bruge et spot-on-middel på hunden, som afskrækker myggene fra at stikke, og dels ved at give hunden en månedlig ormekur, som slår eventuelle hjerteormslarver ihjel, inden de sætter sig fast i hundens hjerte.

Leishmania

En encellet organisme som overføres af sandfluer i Sydeuropa, når disse stikker og suger blod på hunden. Leishmaniaparasitten invaderer hundens hvide blodlegemer, og en del hunde dør af infektionen. Da behandling af sygdommen er vanskelig og ofte vil være livslang, er det bedst at forebygge så godt som muligt. Da ingen af forebyggelsesmetoderne alene virker 100 %, er det bedst at kombinere dem: Vaccination mod leishmania kan kombineres med et spot-on-middel, som virker afskrækkende på sandfluerne. Derudover er det en god idé at holde hunden indendørs om aftenen og om morgenen, hvor sandfluerne er mest aktive.

Lopper og flåter:

I det øvrige Europa findes der langt flere typer flåter end i Norden, og både lopper og flåter bærer på flere farlige sygdomme. Der findes mange forskellige midler til effektiv beskyttelse mod lopper og flåter, så tag en snak med din dyrlæge om, hvilke midler der ikke alene er effektive, men også sikre for din hund at bruge, da nogle loppe/flåtmidler godt kan have en del bivirkninger.